mandag den 16. august 2010

Den skønneste salat


Det havde regnet hele dagen. En stille, blid sommerregn. Men nu var det begyndt at klare op og alle grøntsagerne i køkkenhaven stod ranke og strakte sig i eftermiddagssolen.
- ”Jeg er den smukkeste, for jeg har mørkerøde blade”, sagde en Lollo Rossa salat.
- ”Ja, men er du ikke lidt slatten i det?” Det var Iceberg salaten Saladin, der svarede. - ”Jeg har et rundt kompakt hoved og meget sprøde blade, hvorimod du, selv nu hvor det har regnet, står og hænger med bladene spredt ud til alle sider.”
- ”Så, så de damer!” Brummede den mere robuste Romaine salat. -”Der er vel ingen grund til at være så bitter. Lad os nu ikke ødelægge det gode naboskab …”
- ”Naboskab!” ivrede Lollo Rossa forarget, ”når man bor ved siden af SÅ uforskammede slægtninge” … Hun rystede bladene og vendte sig, så godt hun nu kunne, væk fra de andre.

I det samme landede en solsort mellem rækkerne og begyndte at trække en stor, fed regnorm op af jorden.
- ”God eftermiddag” sagde den. ”Og hvordan står det så til i Lactuca sativa var. familien?”
- ”Jo tak, vældig godt!” Romainen skyndte sig at svare inden nogen af de andre kunne ydmyge hele rækken. Solsorten var kendt som en værre sladrehank, der kækt fløjtede om alt den vidste, så hele haven kunne høre det. – ”Vi har jo fået regn i dag og er godt tilfredse”, fortsatte hun høfligt.
- ”Måske kunne du hjælpe os med at afgøre en sag af yderste vigtighed”, Lollo Rossa talte med sin sødeste stemme. - ”Måske, kan du sige hvem af os der er den smukkeste?”
- ”Åh nej”, sukkede Romainen.
Solsorten kiggede længe fra den ene til den anden. Men bedst som den havde fundet på et undvigende svar, kom en stribet kat snigende hen ad stien, parat til solsortesteg.
- ”Farvel og tak for passiaren!” Sagde solsorten og lettede med sin orm.
Katten satte sig og slikkede sine poter. Havde den kunnet, ville den have fløjtet. Men katte kan ikke fløjte – kun se ud som om de gør det.
- ”Dejligt vejr!” Sagde den og strakte sig. - ”I ser friske ud i dag…”
”Ja”, sagde Lollo Rossa, ”vi har også fået vand. Men sig mig, hvem er den friskeste, synes du? Jeg mener – hvem er smukkest?”
- ”Mja”, sagde katten, ”nu er jeg jo ikke ekspert på salat…..Spørg I hellere en hare om det!” Og så rullede den sig sammen til en kugle og lagde sig til at sove.
- En hare! Hele bedet rystede sig og faldt derefter hen i egne tanker.

Hen imod aften kom gartneren gående hen ad stien med en kurv over armen. Han bøjede sig og aede katten, som nu strøg sig kælent omkring hans ben. Han kiggede tilfreds rundt på gulerødder, løg og pastinak og vendte derpå sin opmærksomhed mod salaten. Det hele stod så fint, nu det havde regnet – men hvad skulle han vælge til aftensmaden? Han stod og kiggede op og ned af rækkerne mens han bankede let på munden med sin pegefinger. Så bøjede han sig resolut ned og med en lille lommekniv skar han nogle salathoveder af ved roden og lagde dem forsigtigt i kurven. Derpå høstede han, i rækken ved siden af, nogle runde, røde og hvide radiser.
- ”Hui! Mor, se mig!” Råbte en lille radise i det den hastigt fløj ned i kurven.
Men Lollo Rossa og hendes naboer var for en gangs skyld helt stille.

Inde i køkkenet kom salaten og de andre grøntsager i en balje vand og derefter blev de lagt på et blåternet viskestykke for at dryppe af mens gartneren forberedte en dressing bestående af citron, olivenolie og hvidløg.

- ”Vores blade klæder i grunden hinanden godt”, sagde Saladin tankefuldt til Lollo Rossa. -”Jeg er ikke meget for at indrømme det, men dine røde farver får faktisk mine grønne blade til at fremstå endnu mere sprøde og saftige end før.”
- ”Ja”, svarede Lollo Rossa, ”jeg mærker også en sælsom følelse af samhørighed på denne rejse. Det er som om vi var skabt til at klæde hinanden”.
Romainen troede dårligt hvad hun hørte. Var det virkelig hendes evigt klagende og sure naboer? Efter alle disse uger med uvenskab mens de voksede op, roste de nu hinandens udseende og karakter og kæmpede om hvem der kunne udtrykke sig i de smukkeste vendinger. Hvem skulle have troet det?!
- ”Mine damer”, hun rømmede sig. Al denne hengivenhed gjorde hendes stemme ru. - ”Jeg er rørt, ja meget rørt! Og I har ret – alle vores farver og strukturer danner tilsammen et eventyrligt mønster. Sammen er vi mere end hver for sig!”
- ”Ja, sammen er vi mere end hver for sig – vi hører sammen”, sukkede de blidt i kor mens gartneren lagde dem i en glas skål og vendte dem i dressingen. Kun den lille radise, som var skåret i tynde skiver og blev drysset på toppen, var ikke helt tryg ved situationen og kaldte grædende på sin mor.


© 2005
Sannie Terese Burén

Ingen kommentarer:

Send en kommentar