mandag den 16. august 2010

Turist i Tranekær

Det kan være svært selv at nå lidt omkring om sommeren, når huset er fuldt af sommergæster og der dagligt skal vaskes sengetøj, gøres rent og laves mad ... Men i år lykkedes det mig faktisk at få kigget på nogle af de bedste turistatraktioner i området.

I slutningen af juli holdt Tranekær Slot - som er et privat hjem, der normalt ikke er adgang til - åbent for en række rundvisninger. Det var den "gamle" greve, Preben Ahlefeldt-Laurvig, der viste rundt og fortale om slottets spændende fortid. Han er en virkelig medrivende fortæller, så det var en god oplevelse, som jeg varmt kan anbefale, hvis muligheden skulle komme igen!

I begyndelsen af august var jeg, sammen med Jacob og et par gode venner, på besøg på et par af øens gravhøje og fik taget nogle (synes jeg selv, meget stemningsfulde) billeder ved Simmerbølle, hvor selve stenhøjen er omkranset af fine gamle egetræer.


Samme dag besøgte vi Tobaksladen, hvor jeg købte tobaksfrø for en 10'er - de skal sås i staudebedet til næste år. Vi var også i Ticon Parken, ved Tranekær Slot (Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur) som er et "center" for landskabskunst. Selve parken er et skønt sted for en vandretur og kunstværkerne der dukker op rundt omkring i parken tilfører stedet en lidt mystisk og fortryllet stemning. Vi gik rundt i over en time og mødte ikke et øje ...

Kæmpe kræmmerhus af Alfio Bonanno, bosat på Langeland

Tranekær Varde af Chris Booth, New Zealand

Dette er et af de nyere kunstværker - så nyt, at jeg ikke har kunnet finde kunstnerens navn nogen steder ... Men det er et skønt værk - og det kan faktisk ses fra vejen, når man kører fra selve Tranekær og nord på mod os.

Jeg så også kunst i Caféen på Sukkerfabrikken, nemlig min mor Anne Andersen's blomster billeder, som var udstillet hen over sommeren. Men måske er det snyd at medtage det her, for jeg var selv med til at hænge udstilligen op :-)

Endelig var jeg i sidste uge på besøg i Apotekerhaven i Rudkøbing, som er et af Danmarks ældste apoteker - måske nogen husker det fra Niels Hausgaard og Lone Scherfigs film "Hjemve"?! Men ellers er det mest kendt for at være H.C. Ørsteds barndomshjem. Haven rummer mange fine, gamle træer og buske, bl.a. Danmarks ældste spisekastanietræ - men ikke så mange medicinplanter og krydderurter, som jeg havde forventet. Og det øsede ned, så I får ingen billeder i denne omgang!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar