onsdag den 30. marts 2011

Forårsfornemmelser


Ahh, så kom foråret endelig buldrende efter en vinter der nærmest virkede som om den aldrig ville tage ende. Først nu er de sidste klatter af sne smeltet og fuglene pipper som om de var betalt for det.

Pinligt nok har jeg ikke fået skrevet noget her på bloggen siden julehilsenen … Men vinterens dybe mørke er blevet brugt på fordybelse i et længe ønsket skriveprojekt (lidt for tidligt at løfte sløret for detaljerne – men bare rolig der kommer mere om det senere!) og på at gruble over mit arbejdsliv, der længe har trængt til en ansigtsløftning.

Sidstnævnte har resulteret i, at jeg fra maj udgaven vil være at finde på spalterne i bladet Psykologi, hvor jeg er blevet tilknyttet som freelance journalist. Mine opgaver er primært interviews med mennesker der har gennemlevet en eller anden form for ekstraordinært ”vendepunkt” i deres liv, så hvis du – eller nogen du kender – har en god historie, er du velkommen til at kontakte mig.



Her på Æblegaarden er de sidste tre weekender blevet brugt på intensivt havearbejde – fælde træer, klippe buske, rydde op. Alt det vi ikke har fået gjort de sidste mange år og som det er så dejligt at få gjort inden det hele går i gro. Midt i det hele fik vi besøg af naboen, der var træt af, at vores høns var gået ind i hans have. Igen.

Ærgerligt med en nabo, der ikke synes det er charmerende med fritgående høns … Men desværre er han jo i sin gode ret til at frabede sig besøgene, så vi måtte lige bruge en dag på, at få sat noget ekstra hegn op. Men det var heldigvis et af de steder, hvor der virkelig trængte til oprydning, så det varfaktisk rigtig rart at få gjort.


Da vi så lukkede hønsene ud begyndte vores to haner at slås om territoriet. Så længe de er inde i hønsehuset ser der ud til at være nogenlunde fredelig sameksistens. Men lige så snart de kommer ud jagter den unge hane rundt med den ældre, der for længst har tabt magtkampen. Jeg har ellers gået og været glad for at det gik så godt med at have to haner, for jeg synes de er vildt flotte – men nu kan det godt være det ender med, at gamle Gordon bliver til Coq au vin påskelørdag, vi får se ...




Barcelona i april


Sidste år i begyndelsen af april var jeg på en rigtig dejlig tur til Barcelona, sammen med min mor, Anne, som havde inviteret mig, efter at have arvet lidt penge. Siden er der flere der har spurgt om gode råd, så her kommer mine bedste tips.

Hverken Anne eller jeg havde været i Barcelona før – faktisk var det et af vores kriterier for at vælge netop den by: Der skulle være masser af kunst, vi ville gerne rejse foråret i møde og det skulle være nyt for os begge. Vi er begge to typen der har brug for tilbagetrækning og at være sammen hele tiden kan hurtigt blive lidt for intenst, så jeg havde desuden fra starten betinget at vi skulle have hvert vores værelse.

Jeg fandt hurtigt ud af, at måden at gøre dét på i Barcelona, er at leje en lejlighed og det endte med at blive en rigtig god løsning for os. Efter uendeligt mange timer på nettet endte vi med at leje en lejlighed nær en metrostation i kvarteret Poble Sec, med to soveværelser, to badeværelser, køkken, stue og tagterrasse – ren luksus! Men det kostede ikke mere end, hvis vi skulle have haft to hotelværelser, her fik vi bare så meget mere for pengene. Hvis man bare skal have et enkelt soveværelse, køkken, bad og måske en lille balkon findes der masser af endnu billigere muligheder.


Fordelen med en lejlighed er helt klart muligheden for selv at lave mad, hvilket vi nød af flere grunde, ikke mindst at der i Barcelona findes rigtig dejlige markeder der bugner med frisk frugt og grønt. Morgenmaden indtog vi på terrassen flere dage – højt hævet, i solskin over byens tage. Frokost og eftermiddagskaffe fik vi ude på diverse caféer, den ene af dagene udendørs på en hyggelig lille restaurant ved navn ”Caliu”, i Carrer D’Allada Vermell (Born distriktet, tæt på Picasso museet og Citadellet) som varmt kan anbefales, hvis det er vejr til at sidde ude. Derefter fortsatte vi de fleste af dagene vores lange byvandringer til vi nærmest var segnefærdige. Så var det rart at kunne tage tilbage til lejligheden, lave en salat eller pastaret og dele en flaske udmærket Cava fra det lokale supermarked til 3-4 Euro og slå stængerne op, uden at skulle forholde sig til nogen andre eller spekulere på at finde hjem.

Barcelona er nu ellers en relativt let by, at finde rundt i. Den har nogenlunde afgrænsede ”kvarterer” og et veludbygget metrosystem – men pas på lommetyvene! Der var den ene dag en arm på vej ned i min taske men jeg opdagede det heldigvis i tide. På anden dagen købte vi desuden en dagsbillet til en af de to turistbusruter der kører i fast cirkel rundt til byens seværdigheder, og selvom det er sådan noget turist-hejs jeg i de fleste tilfælde ville holde mig fra, må jeg indrømme at det både var en god måde at få overblik over byen og komme bekvemt rundt til en række af byens største attraktioner, som vi alligevel ville se. Busserne kører 3-4 gange i timen og man kan stå af og på lige så tosset man vil. Undervejs kan man lytte til en lydfil der fortæller, hvad man passerer – men det valgte jeg nu fra det meste af tiden og nøjedes med at kigge ud af vinduet.

Vi havde valgt den af de to busruter der havde flest af Gaudis værker på ruten – og når man er i Barcelona skal man se Gaudi!! Min personlige favorit var Park Güel, hvor vi tilbragte mange timer med bare at slappe af og nyde de fantastiske mosaikker, foråret og udsigten over byen til tonerne af flere gademusikanter der spillede på ”Hang” (et musikinstrument med en helt speciel lyd, der virker meget meditativ). Ved Gaudis store kirkebyggeri, La Sagrada Familia (påbegyndt i midten af 1800-tallet af en anden arkitekt, overtaget af Gaudi i 1884 og ikke færdigt før engang i slutningen af dette århundrede!) var der endeløse køer for at komme ind, så den sprang vi over og nøjedes med at kigge på den udefra. Men Casa Battlo var en rigtig fin oplevelse og drageryggen mindede mig sådan om Magtens Korridorer: ”Milan Alle Under lyset fra en drøm Stjerner som sne På en skællet grøn drageryg Døden og en dronning og en kat …”


Udover Gaudi så vi henholdsvis Miro museet og Picasso museet. Jeg hører ellers til dem der ikke er alt for glad for Picasso, men museet havde alligevel sine højdepunkter, selvom jeg stadig er af den overbevisning at der er mere form end indhold i hans værker. Miro var et langt mere interessant bekendtskab og museet ligger skønt i en park, hvor det også er værd at kigge sig lidt omkring. Ellers brugte vi meget tid på bare at gå op og ned af ”Ramblaen”, rundt i gaderne, se på butikker og indsnuse stemningen og den ene aften så vi et Flamenco show – næsten et must for os, der begge har danset dét på aftenskole ;-) Arrangementet inkluderede tapas og var relativt autentisk. Det foregik i ”Den Spanske Landsby”, der har traditionelle huse fra alle egne af Spanien og faktisk også er et besøg værd i sig selv, hvis man er interesseret i arkitektur. Den sidste aften spiste vi på en fantastisk tapas restaurant, som jeg lige her til slut vil anbefale: Taller de tapas på Rambla Catalunya 49-51 – der fik jeg ikke alene det bedste måltid på rejsen, men et af de bedste måltider ever! Desværre var mor-datter forholdet på dette tidspunkt spændt til bristepunktet, så stemningen, ja – den behøver vi ikke tale om her! Men med denne ene undtagelse havde min mor og jeg en fantastisk uge sammen, med en masse gode og mindeværdige oplevelser. Faktisk en oplevelse for livet!